Tillykke til 150 nye civilingeniører fra Aarhus Universitet

Lyt til din indre stemme

Fredag 21. august 2015 satte et nyt hold civilingeniører punktum efter fem og et halvt års studier.

Festtaler og musikalske indslag markerede afslutningen for det seneste kuld af civilingeniører fra Aarhus Universitet, da de og deres familier fredag var samlet til dimission på Navitas.

Jacob Høy Berthelsen, stifter og ejer af Enversion A/S, opfordrede i sin tale de nye civilingeniører til at være omhyggelige og eftertænksomme, når de skal vælge karriere:

– I har mange muligheder og mange valg at træffe. I kan nemt følge de karrierestier, som industrien har tilrettelagt for jer,  men husk: Tænk jer om. Find et arbejde, hvor I bringer jeres talent i spil, og som I elsker. Det er det vigtigste. Og hvis I gør det, kommer I som gruppe til at forandre verden til det bedre. I behøver ikke at være CEOs for at få stor indflydelse, sagde han blandt andet.

Se Jacobs tale på YouTube – og hør også om hans passion for at skabe et bedre sundhedsvæsen i Danmark.